Kristendomskundskab er et af de fag, der giver størst mulighed for at give eleverne forståelse for andre lande og kulturer, skriver Hamze Sabri og Victor Isac Hammerhøj i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole. 

”For at opnå en dybere forståelse for andre lande og kulturer samt fremme åndsfrihed, ligeværd og demokrati er det afgørende, at eleverne får en nuanceret og realistisk indsigt i indholdet af religioner”. 

De har dog oplevet en tendens til, at islam bliver fremstillet unuanceret i undervisningen. 

I projektet undersøger de derfor, hvordan islam bliver portrætteret og identificerer ”eventuelle unuancerede, forvrængede og/eller nedvurderende repræsentationer af islam” med det formål ”at bidrage til en mere bevidst, nuanceret og ligeværdig tilgang til islam, der fremmer “forståelse for andre lande og kulturer” og dermed reducere fordomme”.

”Hvordan kan Edward Saids 'orientalisme'-teori anvendes til at belyse de problematiske tendenser ved undervisning i islam inden for faget kristendomskundskab og hvilken betydning har et manglende fokus på indhold for den enkelte lærers bevidsthed om disse problematiske tendenser?” lyder deres problemformulering.

Hvad er orientalisme?

Hamze Sabri og Victor Hammershøj refererer til den palæstinensisk-amerikanske forsker Edward Said, der i 1978 udgav bogen ”Orientalism”.

”Orientalisme kan siges at være et tankemønster, der styrer måden hvorpå individet interagerer med omverdenen på. Når individet møder det fremmede, er orientalismen en måde at systematisere og organisere det, som man ikke forstår”, skriver de. 

Said deler orientalisme op i tre områder: Det første er akademiske studier, hvor man undersøger, skriver om eller underviser om Orienten. Det andet er det mere kreative felt, hvor forfattere, filosoffer, digtere og andre tager deres udgangspunkt i ideer om Orienten. 

Det sidste område er "the corporate institution in dealing with the Orient", hvilket beskriver, at orientalisme ikke bare er ideer om Orienten - det er også, hvordan disse ideer fremmer bestemte behandlinger af Orienten. 

Hamze Sabri og Victor Hammershøj beskriver, at der i orientalismen er en magtstruktur, fordi ”orientalisme som et projekt er optaget af sammenligningen mellem Orienten og Europa med det formål at tilskrive europæisk kultur overlegenhed”. 

Der er desuden opstået en særlig måde at beskrive Orienten på, gennem et bestemt sprog. 

”I antikken blev Orienten betragtet som eksotisk, et romantisk og dramatisk sted, hvor minder fra fortiden blev bevaret. Denne eksotiske kvalitet fortsætter i moderne beskrivelser af stedet, men bruges i stedet til at understrege, hvor forskellig Orienten er fra Vesten”.

Edward Said beskriver islam som det ypperste eksempel på 'dem', og det betyder også, ”at islam er antitesen til Vestens idealer. Sproget, der anvendes af orientalisterne, kan derfor beskrives som et sprog, der fokuserer på Orienten som noget eksotisk og anderledes, irrationelt og følelsesladet samt voldeligt og tilbagestående”.

Ikke-orientalisme som ideal

I deres undersøgelse har Hamze Sabri og Victor Hammershøj interviewet to lærere, der underviser i kristendomskundskab og udviklet en analysemodel, som de kalder ”Post-Said analysemodel”. 

Modellen skal ikke blot kunne identificere orientalisme i lærernes tilgang til undervisning om islam, men også ikke-orientalisme og anti-orientalisme. Disse to tilgange er væsentlige at have med, mener de, da der er sket en bevægelse væk fra orientalismen, særligt i det vestlige Europa, hvor man ser ”en eftervirkning af Saids teori, nemlig anti-orientalisme”.

Den anti-orientalistiske tilgang står i modsætning til orientalismen og vil negligere eventuelle forskelle og typisk ikke anerkende eksisterende forskelle mellem Orienten og Vesten, hvor ikke-orientalismen er et ideal, som Hamze Sabri og Victor Hammershøj præsenterer i projektet og mener bør efterstræbes, fordi den er nuanceret. 

”Det vil sige at eventuelle forskelle mellem Vesten og Orienten hverken negligeres og underkendes eller stereotypiseres, men i stedet bearbejdes ved en nuanceret tilgang”. 

Ikke-orientalismen efterstræber ligeværdighed som et udgangspunkt, i stedet for at nedvurdere Orienten eller slet ikke forholde sig til den. 

”Den ikke-orientalistiske person er bevidst om sin tilgang, de andre tilgange samt de tilhørende faldgruber. Dermed er processerne i den ikke-orientalistiske tilgang bevidste”, skriver Hamze Sabri og Victor Hammershøj.

Brug for bedre kompetencedækning

I analysen af samtalerne med lærerne konkluderer de , at der hos begge lærere er orientalisme i deres tilgang til undervisningen om islam. 

En af lærerne udtaler blandt andet om forskellen på kristendommen og islam, at ”islam er meget bogstavelig og kan ikke tolkes på, sådan som jeg oplever det”.

Denne opfattelse af islam ”kan rent religionsvidenskabeligt siges at være enormt problematisk, idet den bygger på en forenklet og unuanceret opfattelse af islamisk teologi”, skriver Hamze Sabri og Victor Hammershøj. 

I analysen beskriver de, at der også er anti-orientalistiske træk ved lærernes tilgang til islam. En af lærerne fortæller blandt andet, at hun forsøger at “skabe noget, hvor jeg hele tiden kan perspektivere til - måske for i virkeligheden at skabe et billede af, at det er ikke så forskelligt, altså sådan hele tiden drage paralleller og finde ligheder imellem kristendommen og islam”.

Målet med paralleller og fremhævelse af ligheder mellem kristendommen og islam kan dog være problematisk, skriver Hamze Sabri og Victor Hammershøj, for ligheder og paralleller betyder ikke nødvendigvis, at religionerne ikke er så forskellige. 

”Dermed kan lærer B’s undervisningsmål siges at være anti-orientalistisk, da det tager udgangspunkt i en negligering af de eksisterende forskelle mellem kristendommen og islam, og i stedet bygger på et fokus på paralleller og ligheder mellem de to religioner”.

På baggrund af deres undersøgelse konkluderer Hamze Sabri og Victor Isac Hammershøj , at der blandt andet er brug for bedre kompetencedækning i form af linjefagsuddannede lærere, hvis man skal skabe en mere bevidst og nuanceret tilgang til undervisningen i islam.